Hvad er paradentose?
Mange kender paradentose som en meget voldsom og kronisk type tandkødsbetændelse, og dette er dog heller ikke helt ved siden af. Paradentose er en enormt udbredt tandsygdom, der ofte først rammer personer i 40-årsalderen. Faktisk er den så udbredt, at man mener, at de fleste danskere vil blive ramt af paradentose på et eller andet tidspunkt i livet. Heldigvis er der dog et par ting, man kan gøre for at undgå den eller i bedste fald at udskyde det længe.
Lidelsen kender man også under navnet ”de løse tænders sygdom”, da det der sker ved paradentose er, at tandkødet trækker sig så meget sammen, at det i værste fald ikke længere kan holde fast på tænderne, og at man derfor risikerer, at de falder ud.
Hvad skal man være opmærksom på?
Går man regelmæssigt til tandlæge, vil tandlægen og tandplejerne sørge for at se efter, om der er tegn på paradentose. Derfor er det vigtigt at gå til de regelmæssige tjek hos tandlægen, da det kan være svært at rette op på, hvis der først er opstået en voldsom paradentose.
Dårlig ånde, blødende tandkød eller en generel følelse af løse tænder kan være symptomer på en fremskreden paradentose, så hvis du oplever dette, er det endnu vigtigere at smutte forbi din tandlæge til et tjek.
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er dog også andre ting udover tandlægebesøg, man selv kan gøre for at undgå at udvikle paradentose. Allervigtigst er det at holde en høj tandhygiejne med fokus på at børste tænder og bruge tandtråd. Netop dette forhindrer bakterierne i at sætte sig og lave huller i tænder eller infektion i tandkødet.